Rejser med bus og fly til Nordkap
Listen af oplevelser i Norden er uendelig lang, men tager du med på vores klassiske rundrejse med bus til Nordkap kommer du til at sætte mange flueben på din nordiske ønskeliste. Vores rundrejser til Nordkap findes både som 15-dages og 16-dages rejse, og her kommer du med på en enestående rundtur i Skandinavien. Vi kører gennem det sydlige Sverige og sejler til Finland, hvorfra køreturen fortsætter op gennem de tusind søers land til Europas tag ved Nordkap. Efter at have nydt den enestående udsigt fra 300 meters højde over havet går ruten sydpå igen langs den norske kyst til Hirtshals, hvorfra vi sejler til Danmark.
Vi har i over 50 år tilbudt vores busrejser til Nordkap, hvor Nordens barske og vidunderligt smukke natur udfolder sig for øjnene af os. Ud over det ikoniske Nordkap oplever vi øgrupper som Ålandsøerne og Lofoten samt et væld af charmerende byer rundt omkring i de skandinaviske lande. Og med afrejse om sommeren bliver der også rig lejlighed til at opleve midnatssolens varme skær. Vil du hellere rejse med fly end med bus, kan du også opleve Nordkap på vores 9-dages flyrejse, hvor hele rejsen foregår i det Norge, der bredder sig nord for Polarcirklen, med en afstikker undervejs til minebyen Kiruna i Nordsverige.
Store oplevelser venter på Færøerne
Lige så barsk og vild naturen i Norden kan være, lige så yndefuld og dragende findes den rundt omkring i de nordiske lande. Ikke mindst på Færøerne, hvor havudsigten fra de rå klipper, småbygder med græs på tagene og får, der kigger nysgerrigt til, når vi begiver os rundt på øerne, byder dig velkommen i en af verden, der er helt sin egen. Hos Gislev har vi flere forslag til, hvordan de grønne øer i Nordatlanten opleves bedst. Kom med på vores 8-dages rejse med en bred vifte af øgruppens største højdepunkter, oplev dem i kombination med Island eller nyd en dejlig forårs- eller sensommerferie på Færøerne. Er du på udkig efter en rejse, hvor du rejser på egen hånd uden at gå på kompromis med det gode rejsefællesskab, kan du også tage med på vores hyggelige solorejse til de smukke øer.
Vulkaner og varme kilder i Island
For naturelskeren er Island storleverandør af spændende seværdigheder. På vores 8-dages rundrejse i Island tager vi på flotte udflugter til alt fra boblende mudderpøle og varme kilder til temperamentsfulde gejsere og smukke vandfald. Vi kommer godt rundt på øen, hvor også den islandske hovedstad Reykjavik, ølsmagning på et mikrobryggeri og en sejltur blandt isbjergene er en del af den store oplevelsespakke.
Gå på opdagelse i landet hinsidan
Som det næreste af vores nordiske nabolande har vi som danskere en særlig tilknytning til Sverige. Måske har du været på shoppingtur, en uge i sommerhus eller på storbyferie i Stockholm, eller måske fik du allerede fornemmelsen af Sverige i barndommen gennem øjnene på Astrid Lindgrens udødelige karakterer som Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Vil du opleve det naturskønne Sverige, kan du komme med på vores skønne rejser til øerne Gotland og Øland eller den sydsvenske Västergötland-region, hvor gamle borge og store søer ligger spredt ud over landskabet. På begge rejser skal vi også ud at sejle på Götakanalen, der tager os på en historisk sørejse gennem det smukke Sydsverige.
I Sverige kan du også rejse med bus til svenskernes smukke hovedstad, Stockholm. Her venter en herlig ferie, hvor vi skal udforske byens spændende historie, der især udfolder sig i den historiske bydel Gamla Stan med flere af byens største seværdigheder. Derudover skal vi besøge det UNESCO-beskyttede Drottningholm Slot på en af Stockholms mange små øer, og på denne rejse får du også mulighed for at komme med på en skøn sejlads i Stockholms skærgård.
Arktiske eventyr i Grønland
Mange mennesker har Grønland stående højt på listen over verdens allersmukkeste lande. Grønland er verdens største ø, og hvad angår store naturoplevelser, skuffer landet aldrig. Her er UNESCO-beskyttede isfjorde, idylliske småbygder og historiske bopladser omgivet af rustikke fjelde samt naturligvis endeløs Indlandsis. Den grøndlandske natur er enestående, uanset om du rejser om vinteren eller i sommermånederne, hvor omgivelserne fremstår allermest frodige. Grønland skal man med andre ord unde sig selv mindst én gang i livet, og her på siden finder du løbende vores rejser til den store ø mod nord.
Den danske vinkel
Vi har her på siden frasorteret vores rejser til Danmark for i stedet at lade dig gå på opdagelse i de varierede oplevelser, der venter dig hos vores nordiske naboer. Søger du en rejse i vores eget hjemland, har du dog også mange skønne oplevelser i vente. Også på vores Danmarkrejser har du en dansk rejseleder med hele vejen, og ofte er personen tilmed lokal ekspert, når vi oplever landets skønneste øer, smukkeste natur og de charmerende byer langs kysterne. På klippeøen Bornholm venter et væld af spændende oplevelser i form af Hammershus, de berømte rundkirker, de dybe skove og den spændende historie som ø-samfund et godt stykke fra det danske fastland. Du kan også tage med på busrejse til Skagen, eventuelt i kombination med Læsø, eller gå på opdagelse i det historiske Nordsjælland i den anden ende af landet.
Norden på skinner, fjorde og landeveje
Med så meget smuk natur at boltre sig, byder vores rejser til Norden også på flere forskellige måder at komme rundt i den på. Her på siden finder du et spændende udvalg af rejser med både bus og fly, men i løbet af rejserne skal vi også ud i naturen med tog og skib for at se naturen fra flere vinkler. I Norge kan du eksempelvis glæde dig til eventyr på skinner, når vi skal ud at køre med to af verdens mest berømte togstrækninger, Bergensbanen og Flåmsbanen. På flere af vores rejser til Sverige tager vi dig med på skønne sejlture på Götakanalen, mens vi på vores busrejse til Nordkap undervejs skal på en fantastisk sejlads i fjorden med udsigt til de høje fjelde omkring os.
Nordens smukkeste øer
Med Gislev kan du opleve flere af de smukkeste øgrupper i Norden. Vi har et flot udvalg af rejser til Færøerne, men derudover kan du også opleve både Lofoten og Ålandsøerne på rejsen til Nordkap. Vi bor to nætter på Lofoten, der er kendt for sit milde klima, fjelde, der rejser sig fra havet, og ikoniske røde rorbuer bygget på pæle ud til vandet i hovedbyen Svolvær. Øgruppen er et yndet rejsemål for besøgende med hang til store naturoplevelser og vandreture, og her får du blandt andet mulighed for at tage med på en skøn sejlads mellem bjergsiderne i den smalle Trollfjord. Ålandsøerne er ikke kun kendt for sin naturskønhed men også for at have sit eget selvstyre, sprog og flag trods dens status som finsk øgruppe. Et øhop i Norden er ensbetydende med at åbne døren ind til en verden, hvor uberørt natur går hånd i hånd med den rolige stemning i de små fiskerlejer.
Nordlysets hjemmebane
På en rejse i Norden har du gode chancer for at opleve to af verdens mest gådefulde naturfænomener; midnatssol og nordlys. Midnatssolens særlige lys skal opleves om sommeren, mens det er om vinteren, at vi kan opleve nordlyset funkle på nattehimlen. Det siger sig selv, at nordlyset skal opleves nordpå, og især i Island, Grønland, Finland og den nordlige del af Norge er chancerne gode. Det er helt specielt at se fjelde og fjorde blive oplyst midt i det nordiske tusmørke, og som nordboere er det nærmest et must at få denne særlige oplevelse mindst én gang i livet.
Oplev kulturen i de nordiske lande
Selvom de store naturoplevelser uundgåeligt er i højsædet på vores rejser i Norden, kan du også glæde dig til at dykke ned i kulturen rundt omkring i de nordiske lande. Vi skal bl.a. høre om samernes livsstil og gamle traditioner, snuse rundt blandt spændende museer og store attraktioner i Stockholm samt se en perlerække af malede træhuse i alt fra Tórshavn på Færøerne til Bergen i Norge, når vi bl.a. runder det UNESCO-beskyttede Bryggen. På Færøerne bliver vi desuden klogere på livet som indbyggere i de små, isolerede bygder, mens vi på byrundtur i Akureyri i Island blandt andet skal høre om den handel med Danmark, der opstod mellem landende i begyndelsen af det 19. århundrede.