Ekspertens favoritter: 5 grunde til at rejse til New ZealandSvend Ove Olsen har i mange år været rejseleder på Gislevs rejser til New Zealand. Han har besøgt landet i omegnen af 100 gange (det eksakte tal fortaber sig i hukommelsen), og han kender derfor kiwiernes land bedre end de fleste. Her kan du læse om Svend Oves new zealandske favoritter og måske blive inspireret til at besøge landet sammen med os. 

Waipoua Forest

Tæt på spidsen af New Zealands Nordø og ud mod Det Tasmanske Hav ligger Kaurikysten. Oprindeligt var store dele af området dækket af kauritræer, men voldsom skovhugst har resulteret i, at skovene i dag ligger som isolerede lommer i ofte svært tilgængeligt terræn. Den mest spektakulære af disse lommer er Waipoua-skoven, som dækker et stærkt kuperet landskab tæt på vestkysten. Ud over at være et stykke frodigt regnskov, er området også hjem for kæmpetræet Tane Mahuta, som er opkaldt efter maoriguden af samme navn, der beskytter skovene og alle dens beboere. Tane Mahuta er en vigtig gud i den maoriske kultur, da verden ifølge legenden opstod, da Tane Mahuta pressede sine forældre fra hinanden, så lyset og livet kunne komme til jorden. Om man tror på den fortælling eller ej er sådan set underordnet, når man står og kigger op på det omkring 2.000 år gamle træ, hvis stamme måler godt 15 meter i omkreds, og hvis øverste grene rækker mere end 50 meter op i luften. Så føler man sig bare uendeligt lille og i kontakt med naturen på en måde, som de færreste har prøvet før.

The Chateau

Centralt på Nordøen ligger højlandet, og her finder vi det vulkanske plateau, som stadig er aktivt, og som huser de store vulkaner Tongariro, Ngauruhoe og Ruhapehu samt Taupo-søen. Det største bjerg i området er den næsten 3.000 meter høje vulkan Mount Ruapehu, hvis hvide krone og lange, skrånende bjergsider præger landskabet, og terrænet her fortæller historien om tusinder af års utallige større og mindre vulkanudbrud. Bjergskråningerne består af vulkanske sten med ingen eller kun lav vegetation, mens floderne, der skærer sig vej ned ad bjergsiderne, giver plads og rum for kraftig skovvækst domineret af de såkaldte ”falske bøge”.

Midt i dette helt særlige landskab ligger slottet The Chateau, der blev indviet i 1929, og som den dag i dag afspejler mellemkrigstidens elegance. Hotellets officielle navn er Chateau Tongariro, og det ligger i over en kilometers højde med Mount Ruapehus hvidklædte top i ryggen. Hotellet ligger med en formidabel udsigt, og området byder på et utal af korte og længere vandreture i de guddommeligt smukke landskaber, så man forstår godt, hvorfor folkene bag Ringene Herre-filmene valgt netop dette sted til flere af optagelserne til de verdensberømte film.

Russel

Byen Russel er et syn for maoriguder. Vi befinder os stadig oppe på den nordlige del af Nordøen, men nu på Stillehavssiden ved bugten med de mange øer; Bay of Islands. Beliggenheden her er fuldstændig betagende. Havnefronten, der er den lille bys bankende hjerte, består af en lang række bygninger og huse, der stort set alle er af træ og hvidmalede. Langs vandet dominerer de karakterfulde pohukutawa-træer med de vildt slyngende og krogede stammer og grene, som i den tidlige sommer er rigt dekoreret med deres blodrøde blomsterstande. Selv om den lille by er landfast med Nordøen, skal man sejle til det, der var New Zealands første hovedstad, og som ligger helt afskåret fra hovedstrømmen af de mange turister, der hvert år besøger New Zealand. Et besøg i Russel er vitterligt som at synke tilbage til en tid, som var engang.

Milford Sound

New Zealands Sydø opstod ved sammenstødet mellem to kontinentalplader, der skabte – og skaber – den langstrakte bjergkæde De sydlige Alper. I den sydvestlige ende af bjergkæden ligger Fjordlandet med sine vilde landskaber og betagende fjorde, og her er der ingen vej uden om Milford Sound.

For at komme ned til den lille havn i bunden af fjorden, hvor både sejler turister og lokale ud på selve Milford Sound, skal man igennem en perlerække af dramatiske og maleriske landskaber. Først langs Te Anau-søen og herefter videre gennem de stadig smallere dale ind til bjergkædens kam, hvor Homer-tunnellen fører vejen ud til det bratte fald ned mod fjordens blanke vand. Efter ankomsten til det lille færgeleje venter en åndeløs sejltur ud til fjordens udmunding i Det Tasmanske Hav. Stejle klippesider, overraskende vandfald og en storhed, som tager bolig i sjælen, længe efter man er er vendt tilbage til Danmark.

Mackenzie-regionen

Centralt i De sydlige Alper ligger New Zealands højeste bjerg Mount Cook, der strækker sine øverste tinde hele 3.755 meter op i den klare, new zealandske luft. Måske er det derfor, maorierne døbte bjerget Aoraki, som kan oversættes til ”boret gennem skyerne”, og i den omkringliggende nationalpark findes hele 20 bjergtinder, der alle rækker mere end 3.000 meter op.

Da den sidste istid var på sit højeste, strakte enorme gletsjere sig mod vest ud i Det tasmanske Hav, og mod syd gravede de sig gennem landskabet, hvor de skabte søer, enorme floder og til sidst Cantebury-sletten, der i dag fungerer som New Zealands kornkammer. Gletsjerne er i dag kun skygger af sig selv højt oppe i bjergene. Nedenfor er søerne der stadig, flankeret af de enorme, sletteagtige flodlejer, der vidner om tidligere tiders voldsomme vejr og vandstrømme. Området for foden af de høje bjerge kendes i dag som Mackenzie-bækkenet, og fordi der stort set ikke leve mennesker her, er det et af de mest betagende mørkereservater i verden.

Netop det altomsluttende mørke kan du få en fornemmelse for, hvis du bruger en aften på toppen af Mount John, der ligger tæt på Lake Tekapo. Oplevelsen starter med et kig til solnedgangen i vest over de mægtige bjerge, hvorefter natten og mørket sænker sig. Der er ingen større bebyggelse – og dermed ingen for lysforurening - i miles omkreds, og derfor nærmest vælter stjernerne frem i det mørke landskab, når solens sidste stråler er forsvundet. En helt igennem fantastisk naturoplevelse.

Du kan opleve Svend Oves new zealandske favoritter, når vi tager på Rundrejse i New Zealand i både 2024 og 2025.