Skip to main content
  • Australien
  • Rundrejser

Australiens højdepunkter ifølge Svend OveSvend Ove Olsen har besøgt Australien mere end 100 gange i løbet af det sidste kvarte århundrede. Og når man sammenlagt bruger så mange måneder og år i et land, så danner man en helt personlig – og meget velresearchet – liste af højdepunkter inde i hovedet. Dén liste har vi fået lov til at smugkigge på her på Gislev. Læs med her, og bliv inspireret til din næste rejse downunder.

Melbourne

Melbourne er hovedstad i delstaten Victoria. Den er kontinentets næststørste by, og tæller man oplandet med, så finder man her den største koncentration af mennesker på hele kontinentet. Byen, der er opkaldt efter den daværende premierminister i England, ligger ved Port Phillip Bay, og den blev grundlagt i 1835 et lille stykke oppe ad Yarrafloden. Byen er præget af masser af plads med brede veje og stort anlagte parker. Få år efter sin grundlæggelse fandt man enorme mængder af guld små hundrede kilometer mod nordvest, hvilket tilførte byen enorme rigdomme, som man også kan fornemme i dag.

Særligt to steder i byen sammenfattes dynamikken, udviklingen og den historiske rigdom på bedste vis. Ført og fremmest bygningen Eureka, der med sin karakteristiske gyldne top rager næsten 300 meter op over Melbournes futuristiske skyline. På 88. etage er der en udsigtsplatform med et formidabelt vue 360 grader rundt, og hvor hele byens centrum, Port Phillip Bay og byens forstæder ligger for ens fødder. Lidt samme følelse af storhed og historie får man, når man står på Federation Square, der med sit særlige mix af særegne bygninger og åbne pladser er millionbyens uofficielle centrum. Med den gamle bykerne i forgrunden og de moderne højhuse langs Yarrafloden i baggrunden fornemmes byens puls og kraft tydeligt netop her. Den gamle bykerne domineres af byens første togstation, Flinders Street Station, hvor sporvognene kommer pendlende gennem krydset mellem Swanston og Flinders Street. Og på hjørnet Young and Jackson finder du den ældste pub i byen, der i sig selv er et besøg værd.

Tower Hill

Tower Hill er en lille udslukt vulkan, der ligger på Victorias sydkyst. Den er en del af Newer Volcanic Province, som er et 15.000 km2 stort vulkanområde på grænsen mellem det sydvestlige Victoria og sydøstlige South Australia. Stort set alle vulkanerne i området kommer kun i udbrud én gang på grund af forskellige geologiske forhold, og det er en helt særlig oplevelse at bevæge sig rundt mellem de lave og brede vulkaner, der i Tower Hills tilfælde er 80 meter høj, fire kilometer bred og blev skabt for godt 30.000 år siden.

Vulkanen er i dag en dyrebeskyttelsespark, hvor man kan komme endog meget tæt på koalaer, emuer, kænguruer, wallabyer, myrepindsvin og en stribe fuglearter. Der går en lille, ensrettet vej ned i krateret, og det er en oplevelse i sig selv at køre ad den vej og se de typiske lag af aske, sten og mudder, som bygger bjergvæggen op. Nede i krateret, som delvis er optaget af en sø, er der skov, krat og lidt bakker, og her findes en lille parkeringsplads, som danner udgangspunkt for en række vandrestier. Man skal gøre sig selv den tjeneste at ankomme tidligt om morgenen, hvor man ofte vil have området for sig selv, og samtidig have størst chancer for at opleve områdets dyr, når de er mest aktive. At det vrimler med dyr er nok en overdrivelse, men der er mange, og går man stille og roligt rundt i mindre grupper, vil man uden tvivl komme tæt på de fleste af Australiens karakteristiske dyr i dette lille, fredelige paradis.

Finke River

Det centrale Australien kaldes ofte for Den Røde Ørken, men det er en sandhed med modifikationer. Det særlige ved højlandet omkring Alice Springs og Macdonnel-bjergene er nemlig, at det gik i dvale – sådan rent geologisk ­– for 200-300 millioner år siden. Området har forandret sig, fordi erosionen har slebet landskabet ned, så store bjerge er blevet til små bjerge, der igen er blevet til bakker og dale er blevet fyldt ud. Denne udvikling har også haft en betydning for klimaet, der er blevet varmere og meget mere tørt over tid. Man kan egentlig sige, at vejrmaskinen i lange perioder er gået i stå, og derfor er mange flodlejer tørret ud og ligger som støvede sandfuger midt i det uendelige landskab. Når regnvandet kommer, og det gør det i nogle tilfælde kun hvert 30. år, trækker dyrelivet ud fra floderne og områdets farve skifter fra rød til grøn. Man kalder denne skiftevise sammentrækning og udvidelse for harmonikaeffekten, og derfor er det altså ikke altid, at det centrale Australien kan kaldes for Den Røde Ørken.

På vejen mellem Alice Springs og Uluru/Ayers Rock krydser man Finke River, der er verdens ældste intakte flodleje. Som oftest er flodlejet udtørret med små vandpytter hist og her, men mange steder er der fugt i jorden, når blot man graver lidt ned. Her står utallige kæmpemæssige eukalyptustræer, som de lokale kalder River Red Gums. En gåtur i flodlejet kan på det varmeste anbefales, og mens du går rundt her, kan du tænke over, at dette flodleje er rygraden i en livsnerve, som har ligget her i millioner af år, og at dinosaurerne for millioner af år siden er gået ad den selvsamme brink for at drikke fra floden.

Operahuset i Sydney

Sydney er den første og største by i Australien, og den blev grundlagt af kaptajn Arthur Phillip i 1788, da han blev pålagt opgaven med at finde en ny straffekoloni for det engelske retsvæsen. Phillips’ chef var den britiske indenrigsminister Thomas Townshend, der af samtiden blev beskrevet som en ret middelmådig politiker, og hvis adelige navn var Lord Sydney, og derfor kom en af verdens mest berømte byer til at hedde netop Sydney.

Sidney ligger uendeligt smukt lige ud til Sydney Harbour, og på byens absolut mest fremtrædende punkt ligger det ikoniske operahus, der uden nævneværdig konkurrence er blevet hele byens – og Australiens – vartegn. Placeringen i sig selv er en genistreg. Operahuset ligger på Bennelong Point, der stikker ud i havnen med Harbour Bridge som nabo til den ene side og de grønne områder Sydney Botanical Garden og parken The Domaine til den anden. Kvaliteten og betydningen af den sejlformede bygning udtrykkes næppe stærkere end i kendsgerningen, at Operahuset blevet optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, mens skaberen af bygningen stadig levede. Tænk engang, at skabe en så ikonisk bygning i en by opkaldt efter en middelmådig politiker oven på fundamentet af en nedreven sporvognsremise. Og så er arkitekten ”vores egen” Jørgen Utzon.

Personligt har jeg besøgt bygningen over 100 gange. Hver gang glæder jeg mig til besøget, og når jeg fortæller beretningen om det imponerende bygningsværk, så rejser de små hår i nakken sig hver eneste gang.

Svævebanen til Kuranda

En rejse til Australien er ikke komplet uden et besøg i det tropiske Queensland, og her vil valget næsten altid falde på Cairns. Ikke fordi byen i sig selv har det helt store at byde på, men mere på grund af dens beliggenhed ved kysten ud mod det indbydende Great Barrier Reef og med ryggen mod kystbjergene og den vidunderlige tropiske regnskov. For de fleste er det den lette adgang til Great Barrier Reef, som lokker dem til Cairns, men for mit vedkommende er det turen den anden vej, ind over kystbjergene og mod Tablelands bagved, der for alvor trækker.

Hvis denne vel at mærke foregår med svævebanen.

Fra foden af kystbjergene svæver man først op over bjergtoppene til en station lidt inde i landet. Her skifter man til den næste bane, der fører hele vejen ind over regnskoven, krydser Barron River og slutter ved Kurandas jernbanestation. Man sidder kun nogle få personer i hver gondol, der tæt på lydløst glider ind over den ældste regnskov i hele verden. Oppefra ser man de forskelligartede træer, de mange snylteplanter, der kæmper om lyset, og lytter til det karakteristiske kald fra en whipbird, der giver mindelser om lyden af et piskesmæld. Et par gange undervejs på turen har man mulighed for at strække ben på et par korte vandreture, så oplevelsen komplimenteres med ture i selve regnskoven.

Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!
Tilmeld dig Gislevs nyhedsmail og vind!

Få inspiration og bliv opdateret med aktuelle rejsetilbud og nyheder. Hver måned deltager alle modtagere af nyhedsmailen i lodtrækningen om et gavekort à kr. 1000

62 29 12 10Se åbningstider
Luk menu