Julemarkedstur til Edinburgh og Glasgow
Der er intet bedre sted at komme i julestemning end i Skotlands smukke hovedstad. I december pynter skotterne Edinburghs gamle middelaldergyder og UNESCO-fredede huse op til jul, mens det årlige julemarked åbner i Princes Street Gardens for foden af Castle Rock med Edinburgh Castle på toppen. I selskab med rejselederen oplever vi julemarkedet og byens spændende seværdigheder, inden vi tager på en dagsudflugt med tog til Skotlands største by, Glasgow. I løbet af byrundturen besøger vi et par af byens julemarkeder, hvor en skøjtebane, enorme juletræer og de mange boder med julelækkerier, dekorationer og kunsthåndværk vidner om skotternes evne til at fejre julen med manér.
I løbet af rejsen får du også en hel dag til at opleve Edinburgh på egen hånd, og du kan tage med rejselederen og den lokale bus på en halvdagsudflugt til Roslyn Chapel, beliggende i de bløde bakker syd for Edinburgh. I december får det gamle gådefulde kapel, kendt fra Da Vinci Mysteriet, en helt særlig hyggelig stemning.
Du har også mulighed for at tilkøbe deltagelse i en festlig skotsk aften, hvor vi samles om en lækker middag og traditionel skotsk underholdning. Glæd dig til en festlig decembertur i julens tegn, hvor julemarkederne, de stemningsfulde pubber og den røgede whisky introducerer dig for de hyggeligste sider af Skotlands to største byer.