Salzburgerland i rolige rammer
Hvis du drømmer om at opleve majestætisk natur uden at skulle bekymre dig om din fysiske formåen, er denne busrejse til Østrig helt sikkert noget for dig. Vi har i mere end to årtier taget alpeglade gæster med til hyggelige Golling, og også på denne tur byder familien Reiter os velkommen på vores kære stamhotel Hotel Hauslwirt. Det ligger centralt i byen, ud til Salzach-floden, og rummer bl.a. en hyggelig krostue samt en dejlig restaurant, hvor vi hver aften kan tage en sludder om dagens oplevelser over de inkluderede middage.
Undervejs skal vi også på flotte udflugter rundt i det billedskønne Salzburgerland. I Salzburg går vi i fodsporene på det berømte bysbarn og musikgeni Mozart, mens vi i Zell am See får god tid til at nyde stemningen, kigge på butikker og blive betaget af udsigten over den blanke bjergsø. Oplev også den naturskønne Köningsee, den tyske alpeby Berchtesgaden samt en hyggelig frokost med tyrolermusik og underholdning på bjergrestauranten Christl Alm. Har du stadig gode ben, når vi vender hjem til Golling, kan du evt. også gå en tur op til den gamle borg eller i den pragtfulde natur, der omgiver byen.