Lago Maggiore
I den nordlige del af alperegionen Piemonte ligger Italiens andenstørste sø Lago Maggiore som en stolt og vild perle omkranset af en storslået natur skabt af fortidens gletsjere. Klimaet er mildt året rundt, så området bugner af vinmarker, oliventræer, palmer og frodige haver. Majestætiske sneklædte bjergtinder troner i baggrunden, og i klart vejr er søens nordlige del jadegrøn, mens den sydlige er fuldstændig blå. Det milde klima og en fantastisk smuk beliggenhed har tiltrukket og begejstret haveentusiaster, kunstnere, liebhavere m.fl. gennem århundreder. Overdådige barokslotte og palæer, prangende parkanlæg og eksotiske botaniske haver ligger som perler på en snor, vegetationen er frodig og farverig, og de hyggelige små byer langs søen emmer af charme og idyl.
Vi bor på Hotel Moderno i Stresa, en charmerende havneby med et dejligt sydlandsk miljø. Farverige gamle bygninger og et utal af små stræder og piazza’er indgår i skøn forening med moderne forretninger, fristende caféer og et levende havnemiljø. Hotellet ligger ideelt, lige ud til søpromenaden og tæt på byens centrum. En perfekt base for vores ophold med nem adgang til de spændende udflugtsmål.
Gør som Goethe, Hesse og Hemingway; lad dig overvælde af det stille og betagende landskab ved Lago Maggiore.