Et lille land med en stor historie
Ved første øjekast på Europakortet gemmer Malta sig godt mellem Nordafrika og Sicilien. Det er verdens tiende mindste nation med et samlet areal på blot halvdelen af Bornholm, men trods sin beskedne størrelse rummer Malta en yderst interessant kulturarv.
Mange forskellige folk og herredømmer har gennem tiden sat deres præg på øgruppen, der med dens placering midt i Middelhavet har haft en strategisk vigtig placering. Fønikere, tempelriddere, arabere, byzantinere, romere og britiske kolonister er blot et udpluk af dem, der har påvirket landets arkitektur, gastronomi, kunst og sprog. Men historien går langt længere tilbage end det, og når vi rejser til Malta, oplever vi bl.a. de UNESCO-beskyttede kampestenstempler, der er blandt verdenshistoriens ældste fritstående bygninger.
Gå på opdagelse på Maltas søster-ø
Malta er en øgruppe med blot tre beboede øer, der udover hovedøen Malta også tæller Comino og Gozo. På Gozo, den næststørste af øerne, findes en perlerække af spændende attraktioner, og det kan du opleve ved tilkøb, når vi rejser til det skønne ørige.
Der knytter sig interessante fortællinger af både virkelig og mytisk karakter til Gozo. Her oplever vi de forhistoriske Ggantija-templer fra omkring år 2800 f.Kr., der sammen med fem tilsvarende templer på hovedøen er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, samt nymfen Kalypsos sagnomspundne hule, hvor hun efter sigende holdt Odysseus fanget.
På Gozo oplever vi også skønne feriebyer som Xlendi og Marsalforn, der frister med bløde sandstrande, klart badevand og hyggelige strandpromenader, ligesom vi ser citadellet, katedralen og hovedtorvet i Gozos historiske hovedby Victoria.