Smagen af Belgien
Vi går til vaflerne i både overført og bogstavelig forstand, når vi udforsker Belgiens Flandern-region. Området er nemlig en sand – men måske lidt overset – perle på Europakortet med et væld af spændende byer og masser af muligheder for at smage belgiernes fantastiske versioner af chokolade, øl, ost og sprøde, flødeskumsdækkede vafler. Vi bor centralt i Bruxelles under hele opholdet, og herfra tager vi på udflugter til Brugge, Antwerpen, Gent og Liège, når vi altså ikke nyder seværdighederne og den kosmopolitiske stemning blandt de mange omvandrende jakkesæt i EU-hovedstaden.
Oplev Belgien med dansk rejseleder
Smagen af Belgien er i høj grad smagen af de øl, der er blevet brygget i landet i mere end 1.000 år. Så når vi besøger UNESCO-byen Brugge, har vi naturligvis inkluderet et besøg på et af byens gamle, stolte bryggerier. Vi skal også smage på belgiernes anden store last – chokoladen – når vi besøger en chokoladefabrik i Bruxelles. Og så byder rejsen også på oplevelser for andet end ganen, når vi tager på byrundtur i Gent med besøg i den imponerende St. Bavos-katedral og Kasteel Ooidonk, bestiger den 374 trin høje Montagne De Bueren-trappe i Liège og kommer 60 meter ned under jorden i den gamle Blegny-kulmine.