I dag skal vi på en heldagsudflugt til søsterøen Gozo, der er en del af landet Malta og væsentligt mindre end hovedøen. Til gengæld er den hjem for gamle, mytiske fortællinger om græske helte, historiske tempelruiner og et natursceneri, der varierer fra hovedøen.
I selskab med vores lokalguide kører vi til Cirkewwa på nordsiden af Maltas hovedø, hvorfra vi tager på en halv times sejltur med færge til havnen i Mgarr. Allerede fra båden fornemmer vi, at Gozo er en smuk ø med grønne, bølgende bakker, og her har vi hele dagen til at suge til os af den idylliske natur og øens kulturarv, der strækker sig helt tilbage til år 5.000 f.Kr., hvor de første tilflyttere ankom til øen.
Vi besøger bl.a. de forhistoriske Ġgantija-templer fra omkring år 2800 f.Kr, som sammen med fem tilsvarende templer på Maltas hovedø er på UNESCOs Verdensarvsliste.
På nordsiden af øen finder vi Kalypsos hule, hvor det siges, at Kalypso holdt den græske helt Odysseus fanget i syv år, efter hans skib forliste i en kraftig storm ud for øen. Vi ser den sagnomspundne hule og nyder den forrygende udsigt over havet.
Vi runder også Gozos hovedstad Victoria med det enorme citadel, der har vogtet over byen siden 1500-tallet. Her i citadellet passerer vi katedralen, ligesom vi ser byens hovedtorv og de velbevarede byhuse, der stammer helt tilbage fra middelalderen.
Derudover besøger vi de skønne kystbyer Xlendi og Marsalforn, der med deres klare badevand og stemningsfulde strandpromenade er som skræddersyet til badeferie. Hen ad eftermiddagen tager vi tilbage til vores hotel på hovedøen.
Udflugtspris kr. 550. Bestilles med rejsen.